Med kunstnerne Lotte Holten og Poul Jepsen
Fernisering: lørdag den 13. maj kl. 13 – 15 i Birkerød Gl. Præstegård, Stationsvej 32, 3460 Birkerød
Udstillingsperiode: 13. maj – 4. juni 2023.
Billedkunstner Lotte Holten og skulptør Poul Jepsen vil med udstillingen ”Naturens Krop” sætte fokus på natur, eksistens og ikke mindst, hvordan naturen opfattes og konstrueres af os mennesker.
Lotte Holten arbejder primært med akryl på lærred, hvor brede penselstrøg og tynde streger giver malerierne en både malerisk og grafisk karakter. Værkerne balancerer mellem det figurative og abstrakte, det farverige og det sort-hvide.
Poul Jepsen udfolder sig i forskellige materialer som bronze, ler, gips, beton, træ og ready mades. Hans værker har et processuelt udtryk og er ofte undersøgelser af tanker, materialer, former, begreber og den menneskelige krop. Poul Jepsens værker kan betegnes som halvnaturalistiske.
Med udstillingen sætter de to kunstnere spot på naturens rum, former og fænomenologi samt vores relation til naturen. De ønsker at skildre det almindelige og fremhæve oplevelser vi tager for givet. Der vil således være kunstneriske gengivelser af naturen, som beskueren kan genkende eller spejle sig selv i. Men der vil også være nye vinkler på naturen, som kan skabe fornyet opmærksomhed på naturen.
Lotte Holten har gået på forskellige skoler, bl.a. på Danmarks Designskole, grafisk linje, fra 1979-1980. Poul Jepsen er uddannet ved Aarhus Kunstakademi 1976-1979 og er medlem af BKF. Begge kunstnere har en lang række udstillinger bag sig.
Velkommen til fernisering lørdag d. 13. maj kl. 13-15 i Birkerød Gl. Præstegård, Stationsvej 32, 3460 Birkerød. Udstillingen er åben onsdag-fredag kl. 14-17, lørdag kl. 11-15 og søndag kl. 14-17. Mandag og tirsdag lukket. Gratis adgang.