Majudstilling

maj 1, 2007

Pia Fonnesbech og Thomas Kadziola – Maleri og skulptur

5/5 – 1/7 2007

Fernisering i Birkerød Gl. Præstegård lørdag den 5/5 kl. 13.00 -15.00

Stilleben og stenhoveder i Præstegården.

Maleren Pia Fonnesbech og billedhuggeren Thomas Kadziola.

Pia Fonnesbech har de seneste år beskæftiget sig med en af kunsthistoriens velkendte genrer, nemlig opstillingen, også kaldet stilleben. Udgangspunktet var oprindeligt en række kinesiske køkkenting, deriblandt en hvid tepotte udsmykket med en flagrende rød drage, der ifølge Fonnesbech blev ved med at dukke op i hendes bevidsthed, når hun stod foran det tomme lærred. Efterhånden har de kinesiske køkkenting fået selskab af andre brugs- og pyntegenstande, blandt andet en lille rød dalarhest, der dukker op igen og igen. Pia Fonnesbech er som udgangspunkt kolorist, og de afbildede genstande har først og fremmest betydning ved deres farve. Pia Fonnesbechs opstillinger byder på fortællinger om stort og småt, nært og fjernt, om drager i skjul og blomster på spring.

 Som kontrast til Pia Fonnesbechs farver og ornamenter har vi Thomas Kadziolas granitskulpturer. Thomas Kadziolas kunstneriske bane er snorlige. Som syvårig tog han sin beslutning. Han ville være billedhugger. Som tolvårig fandt han sine skulpturer klar til opstilling på Ny Carlsberg Glyptotek! Den seriøse debut fandt dog først sted på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1989. Thomas Kadziola har arbejdet en del i jern, men siden 1988 har det handlet om at hugge i granit. Det er de store hoveder, der er blevet fikspunkt for de sidste mange år. Allerede som ung modellerede han hoveder, hvis form og udtryk endte med at fange ham ind. Thomas Kadziola afsøger stadig hovedet og ansigtsudtrykket – igen og igen. Oftest handler det om magtens mænd, om afsløringen af overmenneskets bedrag og selvbedrag.

Pia Fonnesbech

Pia Fonnesbech

Thomas Kadziola

Thomas Kadziola