15. august – 13. september 2020
Guðrið Poulsen (Færøerne) og Buller Hermansen (Danmark) udstiller keramiske værker
Transatlantisk Keramik er navnet på sæsonens første udstilling, hvor den danske kunstner Buller Hermansen og den færøske kunstner Guðrið Poulsen sammen udstiller deres keramiske værker.
De to kunstneres udtryk og arbejde med leret er vidt forskellige:
Buller Hermansen arbejder med store fade og krukker, hvor farverne spænder fra jordfarver til stærke ekspressive farver og mønstre. I mønstrene er der ofte indlagt former fra muslinger og korn, og både farver og mønstre er inspireret af kunstnerens mange rejser til Rom, Grækenland og rundt i Norden.
Buller Hermansen arbejder også med brugsting – skåle, kopper, kander og vaser.
Guðrið Poulsen arbejder med skulpturel formgivning af leret. Værkerne har ofte naturens organiske former, og farverne er inspireret af naturens farver – sort, brun, hvid og rød.
Arkitektur er også en af kunstnerens inspirationskilder, og her består værkerne af gitre der snor sig i dynamiske, rumlige kurver i et abstrakt formsprog.
Buller Hermansen er uddannet mange steder, bl.a. på Århus Kunstakademi og hos Gutte Eriksen. Hun har udstillet utallige steder fra 1969 og frem til i dag, f.eks. på Designmuseet, Trapholt, Clay, Sophienholm og Bornholms Museum. Hun har også udført større udsmykningsopgaver i kirker og på skoler.
Guðrið Poulsen er uddannet i Finland og på Island og har udstillet på Færøerne og Island, i Grønland, Norge, Sverige og i Danmark på Sønderjyllands Kunst-og Kulturcenter, Nordatlantens Brygge i København og Nordatlantisk Hus i Odense.
Fernisering i Birkerød Gl. Præstegård
lørdag den 15. august 2020 kl. 13.00 – 15.00
Fotos: Peter Kühn-Nielsen