I deres maleriudstilling viser kunstnerne Linda Falkesgaard og Hanne Nielsen Kjærsgaard to maleriske fortolkninger af menneskelig iscenesættelse af det urbane landskab; inde og ude, mikro og makro
Fernisering: lørdag d. 14. august kl. 13–15
Sted: Birkerød Gl. Præstegaard, Stationsvej 32, 3460 Birkerød
Udstillingsperiode: d. 14. august – 12. september 2021
Selvlysende træer, funklende butikker og svævende arkitektur er nogle af de effekter og synsbedrag vi i stigende grad bliver udsat for i nutidens byrum. Vores ærinde i udstillingen ”Barokt” er at vise to maleriske iagttagelser og fortolkninger af menneskelig iscenesættelse af byen; inde og ude, mikro og makro.
Udenfor i den urbane nat bliver broer, bygninger og parker iscenesat som i en film med kontrastfyldt drama og farverigdom. Filmens verden er rykket ud i byrummet som en moderne udgave af barokkens trang til at manipulere med beskueren. Ved brug af lyssætning fremhæves det trivielle såvel som byens vartegn. Indenfor i butikkerne drager opstillingerne af varer. Kølemontrerne stråler og præsenterer ting på ting i uendelige rækker. Her er samtidens stilleben; almindelige og uhøjtideligt ligger varerne svøbt i glitrende plastikemballager.
Lindas samtidsstillebener viser bl.a. hvordan supermarkeder iscenesætter fødevarer i store udstillingsmontrer med kraftige clair obscure-agtige lyskilder, der skaber en dramatisk lys/mørke kontrast. Et andet fokus vil være at vise modsætningen mellem natur og kunstighed; hvordan mennesket forarbejder naturen og pakker det naturlige ind i plastik. Barokkens stillebener handler om liv og død; om livets forgængelighed og memento mori. Gør disse samtidsstillebener det samme?
Hannes malerier handler om den store iscenesættelse af byen, hvor mennesket ved brug af belysning manipulerer både bygninger, vand og beplantning til et nyt, forvrænget og dramatisk liv. Men samtidig overdøver byens stråleglans naturens eget lys som måneskin og stjerneskær. Byens lys kan være smukt og fascinerende men måske også bedøvende.