Madpakketuren 2014

tilføjet den 15. maj 2014

Turen gik i år til Hempels Glasmuseum i Nykøbing sj.

Industrimanden J.C Hempel var manden bag de berømte skibsfarver.

En mand, der midt i sin buldrende entreprenør-ånd, også havde en stærk interesse for uddannelse, sejlsport, kultur og sin samling af glas. Han besluttede selv at bygge et 'kulturhus' til sin samling af glas allerede i starten af 1960'erne. Han var i den grad forud for sin tid.

Ud over den faste udstilling var der en særudstilling med glasskulpturer og en anden med skulpturer af Viggo Jarl.

 

Maleren Berit Othman har atelier i Nr. Asminderup, hvor vi både så malerier, collager og hendes figurer i papmache. Vores medbragte mad nød vi i Berits skønne omgivelser.

 

Eftermiddagen bød på besøg i Huset i Asnæs, hvor der aktuelt var udstilling med Benny Forsberg og Bjørn Nørgaard.

Benny Forsberg har de seneste år prøvet en ny teknik af i sine skulpturer, hvor digitale teknikker danner grundlag for udskæring af aluminiumsplader. Værkerne er for manges vedkommende baseret på Fibonaccis talrække, og rummer det fortryllende i det strukturelle.

Bjørn Nørgaard er billedhugger og maler og bl.a. kendt for de gobeliner, han har tegnet til Riddersalen på Christiansborg.

 

Dagen sluttede på med kaffe og kage på café Viella.

Foto: Kristoffer Løve Østerbye

eXTReMe Tracker