september 2019

Markant parløb

tilføjet den 06. september 2019

 

 

Prisvindere i Birkerød Kunstforening
 

 

Igen i år udstiller modtagerne af Tychos Fonds Pris i Birkerød Kunstforening. Det sker fra 7. – 29. september.


I år er modtagerne kunstnerægteparret Per Ahlmann og
Lisbeth Eugenie
Christensen, hhv. keramisk skulptør og billedkunstner.


Ole Lejbach, formanden for Tychos Fond, udtaler om tildelingen: ”De er fantastisk dygtige kunstnere med markante udtryk, der understøttes af en solid håndværksmæssig erfaring. Hver for sig er de gode, men sammen er de endnu bedre.”


Per Ahlmann er uddannet fra Danmarks Designskole i 1995, og i sine lerskulpturer arbejder han både med abstrakte, organiske former og et stramt geometrisk design. Hans glasurer tilføjer skulpturerne mangfoldighed og sanselighed.


Lisbeth Eugenie Christensen er uddannet fra tegning- og grafiklinjen på Designskolen i Kolding og arbejder med tegning, grafik, maleri og udsmykninger, som kan ses f.eks. på Sletten Skole, i Børnehuset i Assens og på Hjørring Hovedbibliotek.

 

Begge kunstnere er repræsenteret på mange museer, og deres værker er indkøbt af f.eks. Ny Carlsberg Fonden, Statens Kunstfond og Designmuseum Danmark.

eXTReMe Tracker