juni 2019

Madpakketur 2019

 

Søndag 26. maj

Her i 2019 gik madpakketuren til Lolland, hvor vi besøgte to af den smukke øs unikke kulturperler.

Vi så den imponerende skulpturkreds Dodekalitten (græsk: Tolvsten), der er placeret i ”de lollandske alper” med en fantastisk udsigt over Smålandshavet.

En lokal guide fortalte os om kunstværket og historien bag det.

Den lokale billedhugger Thomas Kadziola arbejder, efter et imponerende lokalt initiativ, med de 7-9 m høje og 25-45 tons tunge granitsøjler, hvis øverste 2 m viser ansigterne af stærke og beslutsomme mænd fra den mytiske fortælling om, hvordan lolerne, før vores tidsregning, kom med folkevandringer til Lolland. Foreløbig er 7 skulpturer færdige.

Når man står mellem skulpturerne, hører man musik skabt til stedet af komponisten Wayne Siegel.

Dodekalitten er en helhedsoplevelse, der appellerer stærkt til alle sanser.

Vi spiste vores madpakker ved og i bussen, fordi vejret var lidt koldt og det småregnede.

Efter frokosten gik turen til Fuglsang Kunstmuseum, hvor vi selv gik rundt og så museets samling af berømte danske billedkunstnere fra ca. 1780-1980 og særudstillingen ”Intense Linjer”. På denne udstilling vistes træsnit af Edvard Munch og digte af forfatteren Emanuel Goldstein fra Nakskov. De to kunstnere havde et livslangt venskab og inspirerede hinanden kunstnerisk.

Museet er en moderne bygning, der ligger lige ved det gamle gods Fuglsang, og den smukke omgivende park med mange sjældne træsorter er også et besøg værd.

Arboretet på Fuglsang  :)

 

Foto: Kristoffer Løve Østerbye